FASTE
Hvad er faste?
Periodisk faste, også kaldet intermitterende faste, vil sige, at du giver din krop og fordøjelse en bevidst spisepause. Forbrændingen skiftes i retning af fedt og ketonstoffer. Der er forskellige regimer inden for periodisk faste. I starten kendte man kun virkningerne fra dyreforsøg, men i dag ved vi meget om, hvordan menneskekroppen reagerer på periodisk, tilbagevendende faste.
Er der fordele ved at faste?
Du stimulerer dit immunsystem til at rydde op i beskadigede dele i cellerne. Processen hedder autofagi. Det gør cellerne og dermed dig i stand til at leve længere. Det er vist i dyreforsøg. Samtidig stabiliseres dit blodsukker, inflammation i kroppen dæmpes, og din hjerne skærpes.
Hvor lang tid skal man faste?
Der er forskellige regimer, men generelt skal du gøre det længere end 12 timer. Ved 16:8 faster du i 16 timer i døgnet. Man kan også faste længere. At faste passer mange godt, fordi det i praksis betyder at springe et måltid over.
Hvorfor faste i 16 timer?
16:8 regimet er godt belyst i forskningen. Man kender en del til de gavnlige virkninger og sikkerheden. Man ved, at det kan forbedre inflammation, blodtryk, blodsukker, hjernens formåen og ofte give et vægttab - uden at være skadeligt, så længe man får nok protein, vitaminer og mineraler og gerne styrketræner.
Hvor mange timer skal man faste for at tabe sig?
Nogle vil tabe sig i en periode med regelmæssig faste. De fleste undersøgelser finder et vægttab på 5-10%. Man taber sig ikke blivende af en enkelt faste, heller ikke selv om den er lang. 16:8 regimet er nok bedst undersøgt. Dvs. med 16 timers faste dagligt. Alternativt 5:2, hvor man faster 2 dage om ugen.
Hvad må man indtage når man faster?
Det er vigtigt at få nok væske. Væsken skal være uden kalorier. Vand, danskvand, sort kaffe og the uden mælk og sukker er alle gode at indtage. Mælk i kaffe og the vil forstyrre faste. Tyggegummi og light sodavand kan begge godt være med en smule kalorier og dermed forstyrre fasten, om end det er beskedent.
Hvad er godt at drikke når man faster?
Vand, danskvand, sort kaffe og the uden mælk og sukker er gode drikke. Kroppen har stadig brug for væske, som også virker sultdæmpende. Især varme væsker og danskvand kan have en behagende virkning.
Er faste godt for vægttab?
Mange vil tabe sig, hvis de ikke før har prøvet periodisk faste. Der går som regel 4 ugers tid, før vægttabet kan mærkes. Alle vil dog ikke tabe sig. Vægttabet er som regel et fedttab, hvilket er hensigtsmæssigt. Sørg for at få nok protein i spisevinduet, og dyrk gerne styrketræning. Så kan du beholde din muskelmasse, selv om du faster.